onsdag den 26. august 2009

Sig det med kode

I efterhånden ret lang tid har vi har på musikbiblioteket gået og summet over en idé. Ikke en specielt nyskabende idé, men når det er en god en af slagsen, er den jo på sin vis tidløs.

Du har måske lagt mærke til den allerede. Den findes også på nogle postforsendelser - den er endda spottet på pålægspakker fra supermarkedet.

Det jeg taler om er QR-koder. Også kendt som en 2D stregkode eller en semacode. Kært barn har mange navne. De giver en hurtig kobling mellem fysiske ting og internetsider.
De kræver bare en aflæser. Og med mindre du stadig går rundt med en Nokia 5210, er der gode chancer for at du sidder med en semacode-aflæser i lommen. Langt de fleste nye mobiltelefoner kan nemlig aflæse semacodes - det kræver blot en hurtig og smertefri download af en aflæsnings-application.

Vi anbefaler BeeTagg som understøtter rigtig mange mobiltelefoner.

En QR-kode ser således ud, og du kan teste din mobil ved at rette kameraet mod koden (som peger mod Soundvenues mobilsite).

Vi er så småt gået i gang med at sætte QR-koder på udvalgte CD'er her på Musikbiblioteket. Indtil videre har det drejet sig om de allernyeste CD'er, der endnu ikke er til udlån, men som man kan høre her på stedet.

Det hele er endnu på test-niveau, så meld gerne tilbage med erfaringer, forslag og kommentarer.

0 kommentar(er):